Når keramikken fortæller nordisk mytologis store historier

Sted: Skælskør Bibliotek, 1. sal • Vestergade 4 • 4230 Skælskør

 

Billedkunstner Anne Cirkola og keramiker Helle Theilgaard har sammen genskabt asernes gamle verden i form, billede og ord, oplev det på Skælskør Bibliotek.

Odin er den øverste gud blandt aserne, og på hans skuldre sidder de to ravne Hugin og Munin. Hver dag flyver de ud i verden og hver aften vender de tilbage til Odins skuldre og fortæller ham, hvad de har set. Flyv med Hugin og Munin gennem den nordiske mytologis fantastiske fortællinger, når kunstnerne Anne Cirkola og Helle Theilgaard udstiller deres værker i Skælskør Bibliotek.

 

Fortællinger i ler

Den gamle nordiske mytologi er kilden til den inspiration, der har ført billedkunstner Anne Cirkola og keramiker Helle Theilgaard sammen og fået dem til i fællesskab at udarbejde 35 lerkar, fade og krukker samt 10 flerfarvede monotypier, der illustrerer nogle af de store fortællinger i nordisk mytologi.

Begge kunstnere blev inspireret af de kraftfulde billeder og allegorier, som bærer store dele af sagnene, og ville gerne gøre denne del af kulturarven til mere håndgribelige oplevelser. Billedfortællingerne er blevet en del af keramikken, og mens man bevæger sig gennem udstilling, får man fortalt de store fortællinger om krige, magt, hævn, kærlighed, forførelse og forvandling.

De keramiske former tager udgangspunkt i lerkar fra jern- og stenalder fundet i Danmark, og keramikken er lavet af højbrændt chamotte ler. Udtryk og overfladebehandling af det hårdtbrændte chamotte-ler afspejler keramiker Helle Theilgaards tilgang til et direkte og jordnært billedsprog. Billedkunstner Anne Cirkolas store, flerfarvede tryk viser væsener og hændelser, der stod meget stærkt i vikingernes forestillingsverden. Hun formår via disse billeder at bibringe den mytologiske billedverden kraftige og farlige billeder.

 

Anne Cirkola

Anne Cirkola har studeret på kunstakademiet Burg Giebichenstein Kunsthochschule i Halle, Tyskland. Hun har arbejdet som kunstner i 25 år, og derudover underviser hun i farvelære og tegning på Kunstakademiets Designskole på Bornholm. Hun er inspireret af Bauhaus-idéen om, at design også er bærende af funktion.

 

Helle Theilgaard

Helle Theilgaard er uddannet keramiker fra Skolen for Brugskunst. Hun holder af det enkle både i form og dekoration, som når den rødbrune skærv bliver dekoreret med lette streger i andre farver, primært hvidt. Hun har primært udstillet på Bornholm, men også i Køge, København, Lund og Ystad, blandt andet i samarbejde med malerinde Anne Cirkola og udstillingen Ratatosk – eller noget nyt fra guderne, som også vises på Skælskør Bibliotek.