Overraskelsens fascination og lerets hemmeligheder

Sted: Galleri Købmandsgården • Algade 11 • 4230 Skælskør

 

Mon ikke de fleste kan huske en episode fra barndommen, hvor man har fået mistanke om, at ens legetøj blev levende og levede et hemmeligt liv, når man ikke var i nærheden? Måske har man lagt sig på lur i håb om, at de ikke ville opdage, at man var der. Måske har man spekuleret over, hvordan de mon ville være, hvad de ville sige, hvis de bare sad på ens sengekant og fortalte eventyr. Ville én være en lille spilopmager, mens en anden måske var mere forsagt og stille? Alle disse små og nysgerrige tanker genfinder man i Susan Langes formvæsner og krukker. To af krukkerne virker helt snakkesagelige, mens en anden holder sig lidt for sig selv, og en helt tredje har lagt sig ned. Kom selv og genopdag fortryllelsen i Galleri Købmandsgården.

 

Galleri Købmandsgården

Købmandsgården i Skælskør er et galleri og en butik med kunsthåndværk af høj kvalitet. Bag Købmandsgården står en non-profit erhvervsdrivende forening med omkring 30 aktive medlemmer, som arrangerer udstillinger, klarer administrationen og tager sig af Købmandsgårdens kunder, kunstnere og gæster. Købmandsgården har eksisteret siden starten af 1996 med udgangspunkt i en glæde ved kunsthåndværk og en fornøjelse ved at være aktive med andre engagerede kunstfans.

 

Susan Lange

For Susan Lange er det lerets stadige evne til at overraske, der holder hende fast ved materialet. Hun er fascineret af, hvordan former og konturer dukker op i leret og træder frem, som om de allerede var indlejret i det. “Det er som om, at materialet tager over og overrasker mig,” fortæller Susan Lange. Hun blander selv sine glasurer, og det er en del af hendes fortsatte udvikling som kunstner at prøve at forstå og undersøge, hvilke resultater forskellige blandinger giver. Hun fører et minutiøst eksempel-bogholderi over sine eksperimenter, og hendes værker har således også en naturlig eksperimenterende side.

Om udstillingen fortæller Susan selv:

I Købmandsgården i Skælskør har jeg lavet en lille udstilling med et udvalg af mit keramiske virke. Der er formvæsner, krukker med låg, ”kuglevaser” og skåle. Form, farve, struktur, stoflighed og forskellighed driver mig til at præge hvert enkelt værk på en unik måde.
”Formvæsner” er en serie skulpturelle krukker, hvor jeg i udformningen lægger vægt på kvaliteter som bevægelse, fylde og livagtighed. De optræder som personligheder i dialog.
Det er fascinerende, at arbejde med form og udtryk. Ved at lave variationer over en form udarter der sig forskelligheder, som jeg opdager i tilblivelsesprocessen og rendyrker. I tilblivelsesprocessen inspirerer det ene til det næste.
Til overfladen arbejder jeg blandt andet med krympeglasurer. Den yderste glasur krymper under brændingen. Derved kommer det mørkere glasurlag nedenunder mere eller mindre til syne og danner strukturer og mønstre. Krukkerne drejes og modelleres i stentøjsler og brændes ved 1280 grader.Susan Lange, keramiker

Susan er uddannet ved Kunsthåndværkerskolen i Kolding og har haft eget værksted siden 1994, og du kan læse mere på hendes Facebookside og på hendes hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

WordPress spam blokeret af CleanTalk.